Den polyvagale teori er en samling af evolutionære, neurologiske og psykologiske ideer om vagusnervens rolle i følelsesmæssig regulering, sociale forbindelser og frygtreaktioner. Den foreslår, at evolutionen af pattedyrs autonome nervesystem giver konstruktioner til adaptiv adfærd.
Vigtige pointer
- Definition: Polyvagal teori undersøger, hvordan vagusnerven påvirker følelsesmæssig regulering, sociale forbindelser og stressreaktioner.
- Nervesystemet: Den fokuserer på det parasympatiske nervesystem, især vagusnervens rolle i at berolige kroppen.
- Tilstande: Teorien identificerer tre tilstande: tryg og social, kamp eller flugt og nedlukning, som drives af det autonome nervesystem.
- Anvendelse: Bruges i traumeterapi til at hjælpe med at forstå og håndtere stress og følelsesmæssige reaktioner.
- Indvirkning på helbredet: Polyvagal teori er forbundet med mentalt og fysisk velvære.
- Praktisk anvendelse: Teknikker som dyb vejrtrækning kan aktivere vagusnerven til afslapning.
Hvad er polyvagal teori?
Denne teori blev introduceret af Stephen Porges i 1994 og går ud på, at vagusnerven regulerer følelser, sociale forbindelser og reaktioner på frygt.
Den foreslår, at det parasympatiske nervesystem har tre reaktioner: hvile og fordøjelse, kamp- eller flugtreaktion og det sociale engagementssystem, en hybridtilstand af aktivering og beroligelse, som giver mulighed for sociale interaktioner.
Vagusnerven er opdelt i to grene: det "ventrale vagale system", som understøtter socialt engagement, og det "dorsale vagale system", som understøtter immobiliseringsadfærd, herunder både "hvile og fordøjelse" og defensiv immobilisering eller "shutdown".
Polyvagal teori foreslår, at vagusnerven, den længste kranienerve i kroppen, er afgørende for reguleringen af forskellige fysiologiske og følelsesmæssige reaktioner.
Den foreslår, at nerven har udviklet sig til at tilpasse sig forskellige miljømæssige og sociale situationer, og at den gør det ved at aktivere forskellige grene af det parasympatiske nervesystem.
Ved at aktivere det "sociale engagementssystem" gennem det ventrale vagale system kan personer føle sig trygge og forbundet med andre.
I modsætning hertil udløser det dorsale vagale system immobiliseringsadfærd, når de føler sig truet eller overvældet.
At forstå vagusnervens rolle og dens forskellige forgreninger kan hjælpe klinikere med at udvikle mere effektive behandlinger af sundhedsproblemer, der er rettet mod de underliggende fysiologiske processer.
De tre grene af det parasympatiske nervesystem
Teorien foreslår, at det parasympatiske nervesystem, som traditionelt betragtes som havende to grene - "hvile og fordøjelse"-responsen og "kamp eller flugt"-responsen - faktisk har en tredje respons kaldet "det sociale engagementssystem".
Denne respons aktiveres, når der er behov for social interaktion og kommunikation.
Det "sociale engagementssystem" understøttes af det ventrale vagale system, en gren af vagusnerven, der er ansvarlig for at regulere forskellige former for social adfærd, f.eks. ansigtsudtryk, stemmeføring og øjenkontakt.
Dette system hjælper mennesker med at føle sig trygge og forbundet med andre og er forbundet med positive følelser som glæde og kærlighed.
På den anden side udløser det dorsale vagale system, en anden gren af vagusnerven, immobiliseringsadfærd, såsom frysning eller "shutdown".
Dette system aktiveres, når en person står over for en livstruende situation og har brug for at spare på energien eller føler sig overvældet og har brug for at trække sig tilbage fra omgivelserne.
Polyvagal teori antyder, at en ubalance i aktiveringen af disse forskellige grene af det parasympatiske nervesystem kan føre til forskellige helbredsproblemer som f.eks. angst, depression og traumerelaterede lidelser.
Ved at forstå, hvordan vagusnerven fungerer og reagerer på forskellige sociale og miljømæssige signaler, kan klinikere udvikle mere effektive behandlinger, der retter sig mod den underliggende fysiologiske neurale proces.
Det polyvagale systems anatomi
Den polyvagale teori fokuserer på den anatomiske og funktionelle organisering af det autonome nervesystem, især vagusnervens rolle i moduleringen af vores fysiologiske tilstand og nervesystemets reaktioner.
Teorien foreslår, at vagusnerven har tre neurale kredsløb, der regulerer adaptiv reaktivitet afhængig af socialt engagement og det dorsale vagale kompleks.
Det ventrale vagale kompleks understøtter forsvarsstrategier, social adfærd og bevidsthed.
Den polyvagale teori identificerer det neurofysiologiske grundlag for tilstande som f.eks. psykiatriske lidelser og har kliniske implikationer for forståelsen og behandlingen af stressrelaterede tilstande.
Den vandrende nerve, eller vagalnerven, giver sensorisk information fra viscerale organer og regulerer kroppens fysiologiske tilstand, især cortex.
Samlet set giver den polyvagale teori en neural forklaring på den biologiske nødvendighed af social adfærd og fremhæver den evolutionære arv.
Fysiologien i det polyvagale system
Det sociale engagementssystem er øverst i hierarkiet og formidles af den ventrale vagusnerve.
Denne nerve er ansvarlig for vores evne til at engagere os i andre i sociale interaktioner og aktiveres i øjeblikke med sikkerhed og afslapning.
Den ventrale vagusnerve regulerer mange fysiologiske funktioner, herunder hjertefrekvensvariabilitet, respiratorisk sinusarytmi og fordøjelsesprocesser.
Under det sociale engagementssystem ligger det sympatiske nervesystem, som er ansvarligt for "kæmp eller flygt"-responsen.
Dette system aktiveres som reaktion på oplevede trusler eller stressfaktorer, og det forbereder kroppen på handling ved at øge hjertefrekvensen, blodtrykket og åndedrættet.
Nederst i hierarkiet ligger det dorsale vagale kompleks, som formidles af den dorsale vagusnerve.
Denne nerve regulerer kroppens grundlæggende fysiologiske funktioner, som f.eks. vejrtrækning og fordøjelse, og aktiveres under immobilisering eller nedlukning.
Forståelse af det polyvagale systems tre tilstande
Teorien, som er udviklet af Dr. Stephen Porges, foreslår, at det autonome nervesystem består af tre forskellige tilstande, som hver især er forbundet med specifikke fysiologiske og adfærdsmæssige reaktioner.
Disse tilstande styres af forskellige grene af nervesystemet, herunder det sympatiske, det parasympatiske og det autonome nervesystem hos pattedyr.
Første fase af det polyvagale system er immobiliseringsreaktionen, kendt som "frysning".
Det sker, når pattedyrenes autonome nervesystem opdager fare og udløser en reaktion, der immobiliserer individet for at minimere risikoen for at blive opdaget af et rovdyr.
Det dorsale vagale kompleks resulterer i nedsat hjertefrekvens, og blodtrykket regulerer denne reaktion.
Fase to er den sympatiske aktiveringsreaktion kendt som "kamp eller flugt".
Denne reaktion udløses, når nervesystemet opdager en trussel og forbereder individet på at kæmpe eller flygte.
Det sympatiske nervesystem er ansvarligt for denne reaktion, som resulterer i en ændring i hjerterytmen, kaldet respiratorisk sinusarytmi, og ændret blodtryk.
Fase tre er det sociale engagement, "hvile og fordøjelse".
Denne reaktion reguleres af det ventrale vagale kompleks og er forbundet med følelser af sikkerhed og ro.
Det ventrale vagale kompleks og de vagale baner regulerer det parasympatiske nervesystem, hvilket resulterer i nedsat hjertefrekvens og blodtryk.
Polyvagal teori og nervesystemet
Polyvagal teori er et relativt nyt perspektiv inden for neurovidenskaben, som hjælper os med bedre at forstå, hvordan nervesystemet reagerer på stress og traumer.
Den understreger vigtigheden af det autonome nervesystem, især vagusnerven, i reguleringen af vores fysiologiske og følelsesmæssige tilstande.
Ved at forstå det polyvagale perspektiv kan vi få indsigt i, hvordan vi reagerer på stress, hvordan vi kan forbedre vores følelsesmæssige regulering, og hvordan vi kan fremme større modstandsdygtighed over for modgang.
Den polyvagale teori er også blevet brugt til at forklare de underliggende mekanismer i udviklingsforstyrrelser som f.eks. autisme.
Teorien antyder, at forstyrrelser i det sociale nervesystem kan bidrage til de vanskeligheder med social adfærd, interaktion og kommunikation, der er karakteristiske for disse forstyrrelser.
- Sympatisk respons: Dette refererer til aktivering af det sympatiske nervesystem, som er en del af det autonome nervesystem. I den polyvagale teori er sympatisk aktivering forbundet med kamp- eller flugtreaktionen og ses ofte som en reaktion på oplevet fare.
- Parasympatisk respons: Dette refererer til aktivering af det parasympatiske nervesystem, som også er en del af det autonome nervesystem. I polyvagal teori er parasympatisk aktivering forbundet med det integrerede sociale engagementssystem og ses ofte som en reaktion på følelser af sikkerhed og forbindelse.
Det polyvagale systems evolutionære historie
Polyvagalteorien antyder, at det autonome nervesystem (ANS) er et resultat af evolutionen, hvor de ældre fylogenetisk bevarede dele af ANS er mere primitive, og de mere nyligt udviklede dele er mere avancerede.
Teorien foreslår, at hvirveldyrenes ANS udviklede sig i tre faser, som hver især byggede videre på den foregående.
Den første fase involverer udviklingen af det dorsale vagale kompleks (DVC).
DVC er ansvarlig for immobilisering og nedlukningsadfærd som reaktion på trusler. Dette system findes hos alle hvirveldyr og er den ældste del af ANS.
Den anden fase involverede udviklingen af det sympatiske nervesystem (SNS), som er ansvarligt for kamp- eller flugtreaktionen. Dette system findes hos alle pattedyr og er mere avanceret end DVC.
Den tredje og seneste fase involverede udviklingen af vagusnerven hos pattedyr, som gav anledning til det parasympatiske nervesystem (PNS).
PNS regulerer social adfærd og er unik for pattedyr. PNS udviklede sig til at fremme social adfærd og reducere aggression mellem individer.
Traumer og den polyvagale teori
Traumer kan have en dybtgående indvirkning på det polyvagale system. Når en person oplever et traume, kan det sympatiske nervesystem blive overaktivt, hvilket fører til følelser af angst og hyperarousal.
Som reaktion herpå kan det parasympatiske nervesystem blive mindre aktivt, hvilket gør det vanskeligt for personen at falde til ro og regulere sine følelser.
Den polyvagale teori antyder, at traumer kan føre til en dysregulering af nervesystemet, som kan manifestere sig i forskellige fysiske og følelsesmæssige symptomer.
For eksempel kan traumeoverlevere opleve gastrointestinale problemer og søvnforstyrrelser, blandt andre symptomer.
Den polyvagale teori har givet værdifuld indsigt i traumers indvirkning på nervesystemet.
Når personer oplever traumer, kan deres nervesystem blive dysreguleret, hvilket fører til fysiske og følelsesmæssige symptomer.
Den polyvagale teori antyder, at en forståelse af de underliggende mekanismer for denne dysregulering kan give effektive behandlinger for traumeoverlevere.
Men den polyvagale teori giver også håb om helbredelse af traumer.
Ved at forstå nervesystemets rolle i traumereaktioner kan enkeltpersoner og sundhedsudbydere arbejde sammen om at udvikle interventioner, der fremmer regulering og helbredelse.
Disse interventioner kan omfatte dybe vejrtrækningsteknikker, meditation og andre mind-body-teknikker, der kan aktivere det parasympatiske nervesystem og fremme følelsen af tryghed og afslapning.
Anvendelse af polyvagal teori i terapi
Anvendelse af polyvagal teori i terapi kan hjælpe klienter med at forstå deres nervesystems reaktioner og udvikle nye neurale veje, der understøtter regulering og socialt engagement.
Især traumeoverlevere kan have gavn af terapi baseret på polyvagal teori, da traumatiske oplevelser kan dysregulere det autonome nervesystem og føre til uhensigtsmæssige reaktioner og ændrede vagale baner.
Terapeuter kan bruge ansigtsudtryk og social kommunikation til at engagere klienternes sociale nervesystem og støtte forsvarsstrategier, der fremmer sikkerhed og kontakt.
Polyvagal-informeret terapi kan også adressere kroniske smerter, da de er blevet forbundet med dysregulering af det autonome nervesystem.
Ved at tage fat på den underliggende dysregulering af nervesystemet kan terapeuter hjælpe klienter med at udvikle nye adaptive reaktioner og mindske smerter.
Den polyvagale teori understreger vigtigheden af det ventrale vagale kompleks i understøttelsen af adaptive funktioner og reaktioner.
Ved at fokusere på dette område gennem terapi kan klienter udvikle øget neural kompleksitet og regulere deres fysiologiske tilstand.
Derudover kan terapeuter hjælpe klienter med at forstå deres evolutionære arv og de hjernestammeområder, der regulerer deres autonome nervesystem.
Polyvagalteorien giver en omfattende ramme for forståelsen af det autonome nervesystems rolle i følelsesmæssig regulering, socialt engagement og fysisk sundhed.
Terapeuter kan bruge denne teori til at informere deres praksis, især når de støtter klienter med traumehistorier eller vedvarende smerter.
Ansigtsudtryk og social kommunikation er stærke redskaber til at engagere klienternes sociale nervesystem og fremme tryghed og kontakt.
Ved at bruge udtryk, der formidler varme og empati, kan terapeuter støtte forsvarsstrategier, der hjælper klienter med at føle sig trygge og reducere følelsen af trussel.
Langvarige smerter er en kompleks tilstand, der hænger sammen med dysregulering af det autonome nervesystem. Terapeuter kan adressere denne underliggende dysregulering af nervesystemet gennem polyvagal-informeret terapi og hjælpe klienter med at udvikle nye adaptive reaktioner.
Ved at støtte det ventrale vagale kompleks kan klienter udvikle øget neural kompleksitet og regulere deres fysiologiske tilstand, hvilket mindsker smerter.
Terapeuter kan også hjælpe klienter med at forstå deres evolutionære arv og de hjernestammeområder, der regulerer deres autonome nervesystem.
Det kan hjælpe klienterne med at udvikle en følelse af handlekraft og kontrol over deres fysiologiske reaktioner, hvilket fører til øget modstandskraft og velvære.
Teknikker, der kan bruges
Vagal regulering er et centralt fokus i polyvagal-informeret terapi, da vagusnerven spiller en central rolle i reguleringen af det autonome nervesystem.
Terapeuter kan målrette vagale baner gennem åndedrætsarbejde, meditation og yoga. Disse teknikker kan fremme afslapning og aktivere den parasympatiske respons, hvilket fører til øget vagal tone og forbedret regulering.
Terapeuter kan hjælpe klienter med at udvikle nye nervebaner, regulere deres nervesystems reaktioner og fremme socialt engagement og tilknytning ved at anlægge et polyvagalt perspektiv i terapien.
Denne tilgang har vigtige kliniske implikationer for forskellige tilstande, herunder traumer, kroniske smerter og angstlidelser.
Polyvagal-informeret terapi tilbyder en række teknikker, der kan hjælpe klienter med at regulere deres nervesystem og forbedre deres generelle velbefindende.
En sådan teknik er åndedrætsarbejde, som involverer langsom, dyb vejrtrækning for at aktivere den parasympatiske respons og fremme afslapning. Det kan føre til øget vagal tone og forbedret regulering af det autonome nervesystem.
Meditation er en anden teknik, der kan bruges i polyvagal-informeret terapi.
Mindfulness kan hjælpe klienter med at blive mere opmærksomme på deres kropslige fornemmelser og følelser, hvilket fremmer følelsesmæssig regulering og mindsker reaktiviteten over for stressfaktorer.
Det kan også hjælpe med at aktivere den parasympatiske respons og fremme den vagale regulering.
Yoga er en tredje teknik, der kan bruges i polyvagal-informeret terapi. Ved at kombinere fysiske stillinger med kontrollerede vejrtrækningsøvelser og afslapningsteknikker kan yoga hjælpe med at fremme afslapning og forbedre den vagale regulering.
Det kan også gavne den generelle fysiske sundhed, f.eks. ved at sænke blodtrykket og forbedre den kardiovaskulære funktion.
Polyvagal teori og mindfulness
Polyvagalteorien er også blevet sat i forbindelse med mindfulness, som indebærer, at man fokuserer på nuet uden at dømme.
Mindfulness og selvregulering har vist sig at fremme øget aktivitet i det ventrale vagale kompleks, som er forbundet med følelser af sikkerhed og socialt engagement.
Desuden kan mindfulness hjælpe med at regulere det autonome nervesystem og reducere symptomer på angst og depression.
Ved at øge bevidstheden om kropslige fornemmelser og følelser kan personer udvikle større indsigt i deres fysiologiske reaktioner på stress og bedre regulere deres følelsesmæssige reaktioner .
At praktisere mindfulness kan også hjælpe folk med at udvikle større selvmedfølelse og reducere selvkritik, hvilket kan være særligt gavnligt for dem, der har oplevet traumer eller kronisk stress.
Det kan fremme en følelse af sikkerhed og samhørighed og kan forbedre det sociale engagement og de mellemmenneskelige relationer.
Fremtiden for polyvagal teori
Polyvagal teori har fået stor opmærksomhed inden for psykologi og neurobiologi.
Teorien har revolutioneret vores forståelse af nervesystemet og dets rolle i reguleringen af vores følelser, adfærd og sociale interaktioner.
Efterhånden som forskningen i den polyvagale teori fortsætter med at ekspandere, åbner den nye døre for potentielle anvendelser i fremtiden.
Anvendelser i klinisk praksis
Den polyvagale teori har allerede haft betydelige anvendelser i klinisk praksis.
Den er blevet brugt til at udvikle nye behandlingsmetoder for forskellige mentale tilstande, herunder angstlidelser, traumer og depression.
I fremtiden forventer vi at se en fortsat vækst i brugen af polyvagal teori i klinisk praksis.
En vigtig anvendelse af polyvagal teori i klinisk praksis har været udviklingen af nye behandlingsmetoder til angstlidelser.
Det omfatter mindfulness-baseret stressreduktion og kognitiv adfærdsterapi, som retter sig mod det autonome nervesystem og fremmer neural regulering.
Teorien er også blevet anvendt i forbindelse med traumebehandling, hvor den giver en ramme for at forstå de underliggende mekanismer i traumerelaterede symptomer som dissociation og følelsesmæssig dysregulering.
Terapeuter kan bruge denne forståelse til at udvikle interventioner, der retter sig mod den specifikke dysregulering af nervesystemet, der er forbundet med traumer.
Derudover er den polyvagale ideologi blevet brugt til at udvikle nye tilgange til behandling af depression.
For eksempel kan interventioner som adfærdsaktivering og interpersonel psykoterapi være informeret af polyvagal teori, da de fremmer socialt engagement og den neurale regulering af det autonome nervesystem.
Teknologiske fremskridt
Udviklingen af nye teknologier har også åbnet nye muligheder for at anvende polyvagal teori.
For eksempel kan bærbare enheder, der overvåger hjertefrekvensvariabilitet og andre fysiologiske indikatorer, hjælpe klinikere med bedre at forstå en patients autonome tilstand og give mere effektive interventioner.
Derudover har fremskridt inden for neuroimaging-teknikker gjort det muligt for forskere at forstå de neurale processer, der ligger til grund for polyvagal teori, bedre.
Brugen af bærbar teknologi til at overvåge fysiologiske indikatorer har potentiale til at revolutionere klinisk praksis, især inden for mental velvære.
Bærbare enheder kan give klinikere realtidsdata om en patients autonome tilstand, hvilket giver mulighed for mere personlig behandling og større indsigt i de underliggende mekanismer i psykologiske tilstande.
Desuden har fremskridt inden for neuroimaging-teknikker gjort det muligt for forskere at undersøge de neurale processer, der ligger til grund for polyvagal proposition, mere detaljeret.
Det har ført til en dybere forståelse af det komplekse samspil mellem det autonome system, hjernen og adfærden.
Ud over bærbar teknologi og neuroimaging er virtual reality også blevet brugt til at udforske anvendelsen af polyvagal teori i klinisk praksis.
Virtual reality-simuleringer kan skabe et kontrolleret miljø, hvor patienter kan øve sig i social adfærd og udvikle nye neurale og vagale veje.
Polyvagal teori kan udvides til nye områder ud over psykologi og psykiatri. Den kan informere udviklingen af nye teknologier, der fremmer bedre social interaktion, forbedrer følelsesmæssig regulering og understøtter fysisk sundhed.
Den kan også anvendes inden for områder som uddannelse, hvor en forståelse af det neurale grundlag for læring og adfærd kan føre til mere effektive undervisningsstrategier.
Polyvagalteoriens potentielle udvidelse til nye områder er vigtig, fordi den understreger forbindelsen mellem det autonome nervesystem og socialt engagement.
Denne forbindelse har brede konsekvenser for forskellige områder, herunder teknologi, uddannelse og fysisk sundhed.
Et område, hvor polyvagal teori kan få stor betydning, er teknologi.
Bærbare enheder, der måler hjertefrekvensvariabilitet og andre fysiologiske indikatorer, kan bruges til at udvikle nye applikationer, der fremmer følelsesmæssig regulering og socialt engagement.
For eksempel kan en bærbar enhed, der giver biofeedback til brugeren, når deres fysiologiske tilstand indikerer stress eller angst, hjælpe dem med at udvikle adaptive mestringsstrategier og fremme følelsesmæssig regulering.
Polyvagalteoriens fokus på det neurale grundlag for læring og adfærd kan føre til mere effektive undervisningsstrategier i uddannelsessystemet.
Ved at forstå det autonome nervesystems rolle i læring kan undervisere designe interventioner, der understøtter de studerendes fysiologiske regulering og øger deres engagement og indlæringsevne.
Som med enhver videnskabelig teori er der altid mere at lære om polyvagal teori.
Fortsat forskning vil bidrage til at forfine vores forståelse af nervesystemet og dets rolle i reguleringen af vores følelsesmæssige, adfærdsmæssige og sociale reaktioner.
Denne forskning kan føre til nye indsigter og interventioner, som kan hjælpe mennesker med at overvinde psykiske udfordringer og leve et mere tilfredsstillende liv.
Kritik af den polyvagale teori
Polyvagalteorien er en bredt accepteret og indflydelsesrig teori inden for psykologi og neurovidenskab, men den er ikke uden kritikere.
En af de mest almindelige kritikker af polyvagalteorien er, at der er begrænset empirisk bevis for dens påstande.
Selv om noget forskning understøtter teorien, har mange undersøgelser små stikprøvestørrelser, og kun få undersøgelser har gentaget resultaterne.
Kritikere hævder også, at Polyvagal Theory giver en forsimplet forklaring på komplekse fænomener.
For eksempel antyder teorien, at nervesystemet kun har tre grene, men nyere forskning har vist, at der kan være mere end tre.
Derudover ignorerer teoriens fokus på vagusnerven og kamp-flugt-fryse-reaktionen den rolle, som andre vigtige biologiske og psykologiske faktorer spiller i reguleringen af nervesystemet.
En anden kritik af polyvagalteorien er, at den overbetoner vagusnervens rolle i reguleringen af nervesystemet.
Selvom vagusnerven er en vigtig del af nervesystemet, er det ikke den eneste faktor, der påvirker nervesystemet.
Teoriens fokus på vagusnerven kan føre til en oversimplificering af komplekse processer i nervesystemet.
Kritikere hævder også, at polyvagalteorien ikke giver nok opmærksomhed til sociale og miljømæssige faktorer, der kan påvirke nervesystemet.
For eksempel tager teoriens vægt på kamp-flugt-fryse-reaktionen ikke højde for den rolle, som social støtte spiller i reguleringen af nervesystemet.
Kranienerver og den polyvagale teori
Den polyvagale teori er en neurobiologisk teori, der forklarer nervesystemets rolle i reguleringen af følelser og adfærd.
Teorien foreslår, at vagusnerven, der består af kranie- og rygmarvsnerver, spiller en afgørende rolle i reguleringen af nervesystemet.
Specifikt foreslår teorien, at den ventrale vagusnerve, der består af kranienerverne X, IX og X, regulerer nervesystemet og fremmer socialt engagement.
Kranienerverne regulerer kropslige funktioner og adfærd, herunder udtryk, tale, synke og syn. Ifølge den polyvagale teori regulerer kranienerverne nervesystemet og følelsesmæssige reaktioner.
Kranienerverne IX og X, som er en del af den ventrale vagusnerve, kontrollerer vejrtrækning, puls og fordøjelsesfunktioner.
Dysfunktion i disse kranienerver er blevet forbundet med forskellige psykologiske tilstande, herunder angst og depression.
I polyvagal-informeret terapi kan terapeuter bruge vokaliseringsøvelser, øjenkontakt og ansigtsudtryk til at målrette kranienervefibrene og regulere nervesystemet.
Terapeuter kan fremme afslapning, reducere angst og forbedre det sociale engagement ved at aktivere den ventrale vagusnerve.
Desuden har forståelsen af kranienervernes rolle i den polyvagale teori vigtige konsekvenser for udviklingen af nye interventioner mod psykiske lidelser.
Ved at målrette kranienervernes specifikke funktioner kan klinikere udvikle nye teknikker til behandling af tilstande som angst, depression og posttraumatisk stresslidelse.
Primitive neurale kredsløb i den polyvagale teori
Den polyvagale teori understreger også betydningen af primitive neurale kredsløb i reguleringen af det fysiologiske nervesystems reaktion på stress og fare.
Ifølge teorien om neurale kredsløb regulerer den dorsale vagusnerve, som består af primitive kranielle nervestrukturer og nervefibre og den dorsale motoriske kerne, frysesvaret og understøtter de forsvarsstrategier, som mange dyr bruger som reaktion på en oplevet trussel.
Teorien foreslår, at denne reaktion er en evolutionært bevaret strategi, der aktiveres, når det sociale engagementssystem er overvældet.
Teorien foreslår også, at vagusnervens tone i hjertet, eller vagusnervens regulering af hjertefrekvensvariabilitet, er en nøgleindikator for følelsesmæssig regulering og social adfærd.
Teorien antyder, at høje niveauer af vagal tone i hjertet er forbundet med øget social adfærd og følelsesmæssig regulering.
I modsætning hertil er lave niveauer forbundet med problemer i centralnervesystemet med hensyn til følelsesmæssig dysregulering og social isolation.
Undersøgelser har vist, at øget vagal tonus i hjertet er forbundet med større følelsesmæssig regulering, mens lave niveauer er forbundet med følelsesmæssig dysregulering og social isolation.
Teorien foreslår, at interventioner, der øger hjertets vagustone, såsom mindfulness og social støtte, kan have en positiv indvirkning på følelsesmæssig regulering og social funktion.
Disse resultater tyder på, at vagusnerven og de vagale baner spiller en afgørende rolle i reguleringen af vores følelsesmæssige og sociale reaktioner, og interventioner, der er målrettet dette system, kan effektivt fremme trivsel.
Polyvagal teori og forbindelsen mellem tarm og hjerne
Nyere forskning har fremhævet forbindelsen mellem de viscerale organer, tarmen og hjernen, og tarmen er blevet kaldt den "anden hjerne". Disse særlige viscerale efferente baner er afgørende for, at forbindelsen mellem tarm og hjerne fungerer normalt.
Teorien antyder, at vagusnerven spiller en nøglerolle i denne forbindelse, idet den regulerer fordøjelsessystemets funktion og påvirker sundhed og velvære.
Forståelsen af den biologiske nødvendighed af tarm-hjerne-forbindelsen kan danne grundlag for effektive indgreb over for forskellige fysiske og sundhedsmæssige problemer.
Nyere forskning har vist, at der er en stærk forbindelse mellem tarmen og hjernen, kendt som "tarm-hjerne-aksen".
Denne forbindelse og kommunikationen af sensorisk information mellem de to lettes af vagusnervefibrene, som regulerer fordøjelsessystemets funktion og påvirker sundhed og velvære.
Den polyvagale teori antyder, at vagusnerven er en væsentlig komponent i denne forbindelse og spiller en kritisk rolle i kommunikationen af sensorisk information mellem tarmen og hjernen.
Denne forbindelse påvirker i høj grad forskellige fysiske og sundhedsmæssige problemer, herunder angst, depression og mave-tarm-lidelser.
Ved at forstå og målrette de underliggende mekanismer i tarm-hjerne-aksen kan der udvikles interventioner, der fremmer den generelle sundhed og trivsel.
Polyvagal teori og smerte
