Lær om begrebet neurodiversitet, typer af neurodiverse lidelser, og hvordan neurodiversitetsbevægelsen udfordrer traditionelle måder at tænke på.
Neurodiversitet er et begreb, der beskriver ideen om, at menneskers hjerner udvikler sig og fungerer forskelligt og interagerer og oplever verden forskelligt. Mangfoldigheden i udviklingen af den menneskelige hjerne resulterer i forskelle i kognition, læring og adfærd. Omkring hver femte person er neurodivergent, hvilket betyder, at deres hjerne fungerer anderledes end det, der anses for at være standard eller typisk.
Ifølge National Symposium on Neurodiversity kombinerer neurodiversitet træk, der betragtes som udfordringer og styrker. Selv om neurodiversitet er et ikke-medicinsk begreb, kan det anvendes på mennesker med medicinske tilstande og indlæringsvanskeligheder.
Hjerneforskellene i disse tilstande kommer dog med underskud og kan ses som individuelle styrker eller aktiver.
Den australske sociolog Judy Singer opfandt begrebet neurodiversitet i 1998 for at anerkende hjernens unikke udvikling og fremme lighed. Singer satte menneskets kognitive variation i forbindelse med biodiversitet.
I sin specialeafhandling i sociologi diskuterede Singer, at der er klare forskelle i individers hjerner, selv enæggede tvillinger, så der er ingen universel definition af den menneskelige hjernes normale evner.
Nogle forfattere anerkender også det tidligere arbejde af Jim Sinclair, en fortaler for autisme, som udviklede begrebet neurodiversitet. Han var den primære organisator af det internationale online autismefællesskab. I sin tale fra 1993, "Don't mourn for us", understregede Sinclair, at autisme ikke er en neurologisk udviklingsforstyrrelse, men en måde at være på.
Bevægelsen for social retfærdighed eller neurodiversitet blev startet af den australske sociolog Judy Singer. Bevægelsen opstod i 1990'erne, da Singer så neurodiversitet i sammenhæng med minoritetsgruppers politik.
Bevægelsen udsprang af bevægelsen for autismes rettigheder og udfordrede ideen om, at tilstande, der er kategoriseret eller mærket som neurologiske udviklingsforstyrrelser, i sig selv er patologiske.
Det primære mål for neurodiversitetsbevægelsen var at omfavne neurologiske forskelle hos mennesker og øge graden af inklusion og accept af neurodiversitet. Bevægelsen opmuntrede mennesker, hvis hjerner fungerer anderledes, og fejrede neurodiversitet.
Personer med autisme var en vigtig del af bevægelsen. Gennem sociale medier og onlineplatforme var mange mennesker med autisme i stand til at komme i kontakt med hinanden, kommunikere og danne et kollektiv af selvforkæmpere.
Singer var selv på autismespektret, og hun betragtede neurodiversitet som en bevægelse for social retfærdighed, der fremmer lighed for det, hun beskrev som "neurologiske minoriteter", som omfatter personer, hvis hjerne fungerer på en atypisk måde.
Disse personer omfatter mennesker med autismespektrumforstyrrelser, ADHD og indlæringsvanskeligheder. Hun understregede, at disse forskelle ikke skal ses som mangler, men snarere som fordele og værdifulde variationer i hjernearbejdet, som bør værdsættes.
Neurodiversitetsbevægelsens fokus var at fremhæve de fordele og styrker, der er forbundet med neurodiversitet. Den byggede på den sociale model for handicap, hvor handicap opstod som følge af institutionelle, systemiske eller samfundsmæssige barrierer snarere end som følge af iboende mangler hos den enkelte.
Baseret på den sociale handicapmodel stammer funktionsnedsættelser hos børn med ADHD, autisme og indlæringsvanskeligheder fra miljømæssige barrierer - f.eks. et larmende, lyst klasseværelse eller et stift skoleskema. De undermineres også af stigmatisering og social udstødelse, som skyldes misforståelser af neurotypiske mennesker.
Derfor opfordrede aktivister i autismesamfundet og andre steder til miljøændringer - herunder i klasseværelser, på arbejdspladser, i lokalsamfund og i sundhedsvæsenet - for at gøre disse miljøer mere åbne og imødekommende over for personer med forskelle.
Der findes forskellige eksempler på neurodiversitet. De mest almindelige tilstande blandt personer, der er eksempler på neurodiversitet, omfatter:
Andre eksempler på neurodiversitet er dyskalkuli, dysgrafi, intellektuel funktionsnedsættelse, indlæringsvanskeligheder, sansebearbejdningsforstyrrelser, social angst, Prader-Willis syndrom (PWS) og Tourettes syndrom.
Dysleksi er den mest almindelige form for neurodiversitet blandt voksne, idet ca. 10 % af alle voksne er diagnosticeret med tilstanden. Den næstmest almindelige form er ADHD (attention deficit hyperactivity disorder), idet ca. 4-5 % af befolkningen har ADHD. Den tredje mest almindelige form for neurodiversitet er autismespektrumforstyrrelse (ASD), hvor ca. 1-2 % af befolkningen har ASD.
Tilsammen udgør dysleksi, ADHD og ASD ca. 70 % af alle diagnoser for neuroudviklingsforstyrrelser.
ADHD, som er et almindeligt eksempel på neurodiversitet, omfatter et spektrum af symptomer og oplevelser. På grund af forskelle i hjernens funktion kan personer udvise symptomer hele tiden, noget af tiden eller sjældent.
I de fleste tilfælde kræver hjerneforskelle ikke tilpasninger. Men det kan være nødvendigt for arbejdsgivere eller undervisere at justere deres kommunikation med personer med ADHD. Proaktiv kommunikation, ændrede arbejds- og undervisningsplaner og tilpasning af strategier for præstationsevaluering kan hjælpe disse personer med at optimere deres evner.
Indlæringsvanskeligheder eller -forstyrrelser, et andet eksempel på neurodiversitet, er kognitive funktionsnedsættelser, der påvirker evnen til at huske og bearbejde bestemte oplysninger. Børn med indlæringsvanskeligheder ser ikke ud til at have et handicap og kan blive overset i deres skolemiljø.
Problemet kan forværres, hvis elever med indlæringsvanskeligheder udmærker sig inden for andre fagområder, fordi lærerne måske stempler børnene som ufokuserede eller dovne. Elever med indlæringsvanskeligheder kan have problemer på nogle områder og trives på andre.
Almindelige indlæringsvanskeligheder omfatter dyskalkuli, dysleksi og dysgrafi. Det er dog vigtigt at forstå, at det ikke er det samme som intellektuelle handicap, og at indlæringsvanskeligheder ikke er ensbetydende med intelligens under gennemsnittet.
Den nøjagtige årsag til disse tilstande er ukendt, men forskning viser, at genetiske faktorer spiller en stor rolle for indlæringsvanskeligheder, og hvorfor deres hjerne fungerer anderledes.
Folk sætter ofte spørgsmålstegn ved, om neurodiverse tilstande, herunder bipolar lidelse, autisme, dysleksi og dyspraksi, er en del af den enkeltes identitet. Identitet er både en biologisk og social konstruktion.
Sproget er særligt vigtigt, når man overvejer, hvordan den enkelte ønsker at beskrive sig selv. Mens handicapforkæmpere er fortalere for et sprog, der sætter personen først, kan et sprog, der sætter identiteten først, ændre billedet af neurodiversitet som identitet.
Der er sket en udvikling inden for neurodiversitet med fokus på personer med kliniske eller formelle diagnoser som ADHD, autisme eller indlæringsvanskeligheder til at omfatte en bredere gruppe.
Udtrykket blev oprindeligt kun brugt til at beskrive borderline-personer med en klinisk diagnose og symptomer tæt på den kliniske tærskel for en diagnose. I nyere tid omfatter neurodiversitet personer, der identificerer sig selv som neurodiverse og føler, at de behandler og tænker uden for boksen.
Unge og mange mennesker bliver mere og mere trygge ved at identificere sig som neurodiverse og acceptere virkeligheden. For teenagere og unge, der har det svært socialt, kan det at identificere sig som neurodiverse give dem mulighed for at forstå deres følelser og oplevelser.
Begrebet kan give en hjernebaseret forklaring til personer, der kæmper for at forstå deres forskelligheder. Det kan også hjælpe med at skabe en følelse af tilhørsforhold og fællesskab med andre, der er neurodiverse.
Unge og teenagere diagnosticerer nu sig selv med tilstande, der falder ind under definitionen af neurodiversitet, for at validere deres oplevelser. Børnene viser en større vilje til at blive evalueret for deres tilstande.
Ifølge en nylig rapport fra The Interagency Autism Coordinating Committee har et ud af 68 børn fået stillet diagnosen ASD. En almindelig opfattelse af personer inden for det autistiske spektrum er, at de har adfærdsproblemer og mangler sociale færdigheder, men det er ikke altid sandt.
Personer kan kun opføre sig anderledes i visse situationer og ikke være socialt udfordrede. Disse forskelle kan resultere i fejlkommunikation mellem ikke-autistiske og autistiske personer og potentielt stressende omstændigheder.
Mange personer med autisme udviser usædvanlige kognitive evner, intelligens og mønstergenkendelse. Hyperleksi, evnen til at læse usædvanligt godt og tidligt, er også forbundet med ASD.
ASD er forbundet med forskelle i indlæring, kommunikation og adfærd, og tegnene på ASD kan variere fra person til person. Personer med ASF har forskellige styrker, behov, evner og udfordringer.
Nogle personer med autisme udmærker sig f.eks. ved verbal kommunikation, har en IQ over gennemsnittet og bor selvstændigt.
I modsætning hertil kan andre være ude af stand til at kommunikere deres følelser og kæmpe med skadelig adfærd, der påvirker deres velbefindende, være afhængige af andre, have svært ved at navigere i gruppemiljøer og sociale relationer og have sameksisterende udfordringer med sansebearbejdning.
Sproget er også vigtigt for det autistiske samfund. Mens mange handicaporganisationer foretrækker et sprog med personen først, som i "mennesker med autisme", viser forskning, at autistsamfundet foretrækker et sprog med identiteten først, som i "autistisk person".
De udfordringer, som autister oplever, kan skyldes sociale barrierer og samfundsnormer, der resulterer i social ulighed og eksklusion. Medicinsk intervention kan være vigtig for autister, og en formel diagnose kan også hjælpe med at forbedre adgangen til medicinske og sociale ydelser.
Sammen med en klinisk diagnose er det afgørende for voksne autister at mindske sociale og miljømæssige barrierer og stigmatisering. Undersøgelser viser, at mere end 80 % af voksne autister på verdensplan er arbejdsløse. Organisationer skal tage fat på det stigma og de barrierer, der forhindrer autister i at blive ansat.
Forskning har vist, at et neurodiverst team på arbejdspladsen resulterer i højere produktivitet. En undersøgelse viste, at autistiske medarbejdere efter seks måneders arbejde i et enkelt område i banken overtog arbejdet fra personer, der var tre år om at komme i gang, og at de desuden var 50 % mere produktive.
Nogle få af de færdigheder og talenter, som neurodiverse personer har, og som kan gavne organisationer, er kreativitet, innovation, nøjagtighed og evne til at opdage fejl, vedholdenhed og pålidelighed, unikke problemløsningsmetoder og evnen til at udmærke sig i arbejde, der er gentaget eller rutinepræget.
Vedtagelse af programmer for at øge neurodiversiteten på arbejdspladsen og ansættelse af flere personer med neurodiversitet omfatter at finde alternative måder at vurdere kandidater på, samarbejde med lokale myndigheder, nonprofitorganisationer og tjenesteudbydere og vedtage uddannelses- og mentorprogrammer for personer med neurodiversitet, som kan hjælpe med at fremme inklusivitet på arbejdspladsen.
Derfor er det vigtigt at værdsætte autisters styrker, som også kan hjælpe dem med at forbedre deres selvtillid, selvværd, sociale færdigheder og livskompetencer.
Neurodiversitet kan bruges til at beskrive den række af neurologiske tilstande, der ændrer den måde, individer tænker og interagerer med deres omgivelser på. Selvom begrebet omfatter udviklingsforstyrrelser, indlæringsvanskeligheder, neurologiske tilstande og ADHD, er der ikke to hjerner, der er ens. Derfor gælder neurodiversitet for alle individer i samfundet.
Neurodiversitet er ikke det samme som et handicap. Det er en opfattelse af, at hjerneforskelle er normale. Selv om nogle neurodiverse studerende eller personer kan have brug for tilpasninger på arbejdet eller i skolen, har de individuelle styrker, herunder kreativitet og evne til at tænke ud af boksen.
Neurodiversitet og forskelle i den menneskelige hjerne har eksisteret i verden i lang tid, og disse forskelle har formet verden, som den er i dag. Det er vores ansvar over for fremtidige generationer at fortsætte med at fremme og opbygge uddannelse, accept og fejring af mangfoldighed.
Samfundet kan hjælpe enkeltpersoner med at udnytte deres potentiale uden stigmatisering og fordomme i forbindelse med deres forskelligheder. Hvis man forstår, hvad neurodiversitet er, og hvilke typer neurodiversitet der findes, og hvis man opfordrer venner, kolleger, familiemedlemmer og lokalsamfundet til at uddanne sig om det, vil det skabe et inkluderende og blomstrende miljø for alle.
Respektfuldt sprog og viden om neurodiversitet er også vigtigt for klinikere, når de skal vurdere den fysiske og mentale sundhed hos personer med neuroudviklingsmæssige forskelle.
At omfavne og betragte neuroudviklingsmæssige forskelle som autisme, ADHD og indlæringsvanskeligheder som styrker i stedet for at understrege mangler og udfordringer er den underliggende idé i neurodiversitet.
Hvad er neurodiversitet?-Harvard Health.
Hvad er neurodiversitet? | Forstået
Indholdet af denne artikel er kun til orientering og er ikke tænkt som erstatning for professionel medicinsk rådgivning, diagnose eller behandling. Det anbefales altid at konsultere en kvalificeret sundhedsudbyder, før du foretager sundhedsrelaterede ændringer, eller hvis du har spørgsmål eller bekymringer om dit helbred. Anahana er ikke ansvarlig for eventuelle fejl, udeladelser eller konsekvenser, der kan opstå som følge af brugen af de givne oplysninger.